Posted in Vandreruter

Tag på vandring som en ægte viking

Vi har næsten lige rundet 1225-året, fra dansken for første gang satte sine store vikingeknyster på engelsk jord. Det var den 8. juni 793, at vi, siger krønikerne, angreb klostret på øen Lindisfarne ud for den nordengelske kyst. Det blev begyndelsen til 250 års dansk overherredømme i det meste af England fra London og opefter. Crazy stuff, ikke!!


Hvis du ligesom jeg synes, at vores forfædres bedrifter var helt vilde, kan du begive dig ud på den 237 kilometer lange vandrerute The Viking Way og få en fornemmelse af et af de områder, vi sad tungt på. Vandreruten løber gennem Lincolnshire i Østengland fra Humber Bridge i North Lincolnshire til Oakham i Rutland. Undervejs passerer den forbi og gennem et hav af gamle bosættelser og byer med danske navne fra vikingetiden, som ender på -by og -thorpe. Du vil blive overrasket over mængden af velkendte stednavne her: Asgarby, Thorsby, Osgodby og mange, mange flere! Der findes ca. 2000 af dem.


The Viking Way er af den britiske Countryside Commission anerkendt som en “high quality long distance walk”, som er forbundet med andre store vandreruter i det østlige England som f.eks. the Yorkshire Wolds Way nordpå, the Jurassic Way fra Stamford og den sydlige del af the Peddars Way fra Thetford. Det meste af ruten er en del af den europæiske langdistance-vandrerute E2, som begynder i Irland og ender i Frankrig.


The Viking Way passerer i øvrigt gennem Lincoln, som var en af danskernes fem hovedbyer i England i vikingetiden. Her kan du se den vidunderlige katedral og Lincoln Castle midt i byen, som er omsluttet af en høj mur, du kan gå på og nyde udsigten over hele nærområdet fra. Visse dage kan du se så langt som til Sherwood Forest nord for Nottingham.

Du kan flyve til Manchester og tage toget eller bilen over østpå til Lincolnshire for at nå frem til The Viking Way. Luton Airport nær London er også en mulighed, hvis du vil begynde i den sydlige ende af ruten.

Happy Viking walking! 🙂