Posted in Kongelige

Tillykke til Queen V!

Så er der royale nyheder – helt fri for Brexit og Mayxit – her på Rule Britannia: I dag er det nemlig 200 år siden, at dronning Victoria (1819-1901) dukkede op i denne verden! Tillykke med fødselsdagen, Your Majesty!

Damen sad på den britiske trone i hele 63 år fra sin kroning i 1837, til den moderne verden var ved at arrivere i 1901, så hun er ikke så langt væk fra os, som man kunne tro (jeg synes jo personligt, at 1901 var i forgårs 😀 ) Dronning Victoria kom faktisk til at lægge navn til en hel tidsalder, Victoriatiden, fordi hun blev hængende så længe.

De fleste af os forbinder hende nok mest med det sortklædte, “we-are-not-amused”-look, som hun anlagde efter hendes darling Prince Alberts (1819-1861) alt for tidlige bortgang, men hun slæbte jo også rundt på et tungt ansvar (og dengang gik man jo ikke i terapi, vel). Hør lige, hvad min yndlingshistoriker Lucy Worsley, der er Chief Curator ved Historic Royal Palaces, siger om hende:

Lucy har for nylig udgivet bogen “Queen Victoria – Daughter, Wife, Mother, Widow” – var det noget med en lille tidsrejse gennem den?

Måske var du ikke klar over, at Victoria fik ni børn – fire drenge og fem piger – mellem 1840 og 1857, men hun var nu ikke nogen særlig kærlig mor, for hun var faktisk ikke spor pjattet med småbørn og graviditeter. Til gengæld var hun virkelig begejstret for ægtemanden, hendes fætter Albert af Saxe-Coburg-Gotha, en ung tysker på hendes egen alder, som slog benene væk under hende, og som hun giftede sig med i 1840. Hun skrev i sin dagbog: “‘ … to feel I was, and am, loved by such an Angel as Albert was too great delight to describe! he is perfection … Oh! how I love and adore him I cannot say!!’

Da Albert døde af tyfus som kun 41-årig, var Victoria selvfølgelig sønderknust – og det forblev hun med at være indtil sin død 40 år senere (derfor det tunge enke-look).

Victorias og Alberts bryllup i 1840

Victoria havde en ambitiøs, tysk mor, Victoria af Saxe-Coburg-Saalfeld, der forsøgte at styre hendes liv i et og alt, og en gammel, britisk far, Prince Edward, Duke of Kent, som døde året efter hendes fødsel. Men han nåede dog at sætte denne levedygtige arving i verden, så kapløbet om den britiske trone var vundet!

Victoria var lillebitte af statur – kun 1,5 meter – men til gengæld blev hun den til dato længst siddende dronning efter den nuværende Elizabeth II. Det vil sige, at hun havde god tid til at skrive de 43.000 sider dagbogsnotater, som hun nåede at ryste ud af ærmet i sit liv! I dag er de alle digitaliseret. Hvis du har mod på flere fun facts om Victoria, har BBC samlet 20 stk. her.

Ellers kan du møde dronning Victoria ved forskellige udstillinger London, som markerer hendes 200-års fødselsdag. Buckingham Palace fejrer dronningen med en udstilling om, hvordan slottet for første gang blev et residenspalæ for den kongelige familie under hende, mens Kensington Palace, hvor Victoria voksede op, fortæller historien om, hvad der foregik under den royale, tilknappede overflade langt væk fra rampelyset.

Og tag så lige og tjek ind på Netflix og se serien “The Young Victoria“, hvor man kommer backstage i dronningens liv og gemakker. Hvis du er til hverdagseskapisme, er dette en excellent mulighed for at begive dig til et andet århundrede! 🙂 Happy Birthday, Queen V, wherever you are! 🙂

Dronning Victoria malet af Franz Winterhalter i 1859