Posted in Forfattere, Udflugter

Bidt af the Brontës?

Jeg glemmer aldrig, første gang jeg læste Charlotte Brontës roman “Jane Eyre”. En hel dag sad jeg klistret til den stakkels Janes rejse mod lykken, som var fuld af dystre detours, skumle slotte og rumsteren rundt i øde landskaber på Yorkshires vilde heder!

I år har du selv chancen for at træde ind i det medrivende, litterære univers, som søstrene Brontë var mestre i at skabe, når den mellemste søster Emily (1818-48) den 30. juli fylder 200 år. Det fejres nemlig i weekenden omkring fødselsdagen med forskellige forelæsninger og en jubilæumsudstilling i Brontë Parsonage, præstegården i West Yorkshire, hvor søstrene tilbragte en stor del af deres alt for korte liv. Jubilæet markeres dog også i resten af 2018 med løbende events og vandringer på Yorkshire-heden nær præstegården, så hold øje med websiden Bronte200, der har info om fejringerne af alle de kendte Brontë-børn og deres far frem til 2020.

Bronte

The Brontë Parsonage er i sig selv et besøg værd. Jeg var der i 2015, og den lille by Haworth, hvor præstegården ligger, er en tidslomme, hvor man levende kan forestille sig søstrene Charlotte, Emily og Anne og deres bror Branwell færdes i de stejle gader. Præstegården ligger helt på toppen af byens bakke med kirken, hvor Brontë-børnenes far Patrick var præst, lige overfor. Familien boede så at sige oven på kirkegården, og de usunde forhold forkortede levetiden drastisk for børnene, som alle kun blev mellem 29 og 38 år.

I byens tidligere apotek, som stadig er åbent for offentligheden som apotek og gift shop, hentede den udsvævende bror Branwell sine stoffer, mens han drak tæt på byens pub Black Bull, som stadig ligger i Haworths hovedgade.

Så er du i Yorkshire denne sommer, kan du mindes den begavede, men alt for tidligt afdøde families bedrifter her på kanten af verden ved Yorkshires vilde heder. Bor man i York, kan man f.eks. tage med tog til Leeds og videre derfra med regionaltog til landsbyen Keighley (tjek websiden Qjump for togtider), hvor man kan fange damptogsbanen Keighley & Worth Valley Railway, der stopper i Haworth. Efter en klatretur til toppen af byen venter Charlotte, Emily og Anne på dig.