Posted in Kirker, Kongelige

Er vikingekongen Knuds knogler fundet?

Lige nu er britiske DNA-forskere ved at lægge et meget stort og kompliceret puslespil med over 1300 “brikker”/knogler! De mange “løsdele” stammer fra indholdet af seks dekorative trækister, som siden 1000-tallet har befundet sig i først den gamle og så den nye (fra 1093, of course … ) Winchester Cathedral i Sydengland.

Et af træskrinene nær højaltret i Winchester Cathedral

I nogle af kisterne skulle man efter sigende også kunne finde de jordiske rester af den danske vikingekonge Knud den Store (ca. 995-1035), som i den sidste del af vikingetiden herskede over store dele af England i 19 år. Skrinene indeholder også en del andre tidlige engelske konger og biskopper – og nu har man også fundet en kvinde blandt dem. Hun kan være Knuds dronning Emma (ca. 988-1052), mener forskerne, og hun var mor til den sidste danske vikingekonge på engelsk jord, nemlig kong Hardeknud (1018-42).

Det storstilede DNA-projekt, som netop har offentliggjort nyheden om Queen Emma, stiller skarpt på kisterne, fordi indholdet af dem blev godt og grundigt rodet sammen i 1600-tallet. Der var Oliver Cromwells (1599-1658) oprørshær nemlig på besøg og smadrede katedralens inventar. Cromwell var manden bag den 11-årige republik i England fra henrettelsen af Charles I i 1649 til sønnen Charles II’s genindsættelse på tronen i 1660 – så respekten for monarkiet og kongeskrinene i Winchester kunne ligge på et meget lille sted på det tidspunkt i historien …

Det forsøger man nu at råde bod på ved at rydde op i alle “løsdelene”. DNA-projektet begyndte i 2012 og har indtil videre fundet frem til, at der befinder sig 23 forskellige personer i kisterne i modsætning til de 12-15 stk., man tidligere regnede med ud fra indskrifterne på skrinene. Man mener, at de fleste af dem er af høj byrd.

Så skal du til Sydengland i din sommerferie, så læg vejen forbi den smukke katedral og besøg kong Knud m.fl. Jane Austen ligger også begravet i Winchester Cathedral, og i selve byen – på adressen 8 College Street – finder du det hus, hvor hun døde den 18. juli 1817. Den middelalderlige Great Hall i Winchester Castle lægger desuden mure til kong Arthurs runde bord eller i hvert fald en senere kopi, som har indsvøbt byen i mystik og sagn. Og de gamle kister i Winchester Cathedral og DNA-forskningen omkring dem gør også deres til at genfortælle den spændende historie om Englands tidlige kongemagt – hvor flere danske konger altså havde deres plads …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *