Posted in Udstillinger

Leonardo 500: Se geniets tegninger i London

I dag er det præcis 500 år siden, Leonardo da Vinci (1452-1519) forlod planeten og verden blev et enormt talent fattigere. For multigeniet, som gik på opdagelse i så mange kroge og gjorde store opfindelser, havde ikke blot berømte malerier som Mona Lisa på CV’et. Han opererede inden for så forskellige områder som botanik, geologi, optik, anatomi, hydrodynamik, billedhugger- og tegnekunsten.

Det sidste kan du se en strålende udstilling om på Queen’s Gallery lige ved siden af Buckingham Palace i London, hvis din vej skulle løbe forbi der. Her kan du i perioden 24. maj-13. oktober 2019 opleve over 200 af Leonardos tegninger ved den største udstilling af hans værker i over 65 år i Storbritannien. Tegningerne blev erhvervet til den kongelige kunstsamling i kong Charles II’s (1630-85) regeringstid, men har eksisteret som en samlet “pakke” siden Leonardos død for 500 år siden i 1519.

Ledas hoved, ca. 1504-06

Udstillingen tager dig med helt ind i maskinrummet på Leonardo og viser dig alt det, som hans sind og ånd var optaget af: arkitektur, anatomi, ingeniørkunst, kartografi og meget andet.

En del af udstillingens tegninger har turneret rundt i 12 byer i Storbritannien inden udstillingen på Queen’s Gallery i London, og disse og en del flere vises afslutningsvis på Holyrood Palace, dronningens residens i Edinburgh, fra den 22. november 2019.

Så er du in love with Leonardo, så er det bare af sted til en af de to hovedstæder!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *