Posted in Historie

Vild med vikinger?

Vidste du, at danske vikinger gennem 250 år sad på magten i hele det østlige England – fra omkring the Yorkshire Dales og Lake District i nord og helt ned til London? Tænk, at vi kunne finde på det! Området blev faktisk kaldt The Danelaw, fordi dansk lov rådede her. Mange af datidens Jensen’er fuldtidsemigrerede endda til det frugtbare land i vest, blev hængende i stort antal og giftede sig med lokale kvinder. Og de danske gener kan DNA-forskerne stadig se i briternes DNA … vildt eller hvad?!

Her får du nogle tips og ideer til steder, hvor du den dag i dag kan træde i de danske vikingers store fodspor – selv efter 1000 år.

Du kan først og fremmest få et lille overblik over danske vikinge-highlights i England på det interaktive billede i linket her.


Og så kan du f.eks. følge i hælene på vores forfædre disse steder:

Lindisfarne Island: På denne lille ø ud for Northumberlands kyst fandt det første danske vikingeangreb på de britiske øer sted! Her løb vores forfædre over stranden den 8. juni 793, slog alle munkene ved det rige Lindisfarne Monastery ihjel og røvede klostret. Øen, som også kaldes Holy Island, var på det tidspunkt et stort centrum for kristendommen, og de hærgende forfædre må have vidst, at der var guld at hente her.


I dag er øen i stedet et mekka for historie- og fugleentusiaster pga. sin dramatiske fortid og varierede natur. Et besøg i ruinerne af det senere grundlagte Lindisfarne Priory fra 1100-tallet er et must, og det samme gælder det i 1550 opførte Lindisfarne Castle, der ligger som et synligt vartegn yderst på øen. Vær obs på tidevandet, da du kun kan komme ud på øen, når det ikke står højt – der er en tidevandstabel ved begyndelsen til overfartsvejen. Der er noget magisk ved Lindisfarne – som dansker flyver man med på historiens vingesus og øens vikinge-vibes, når man står på klostrets gamle jorder …

Du kan nå til Lindisfarne på en endagstur fra Edinburgh, eller du kan flyve til London eller det meget nærmere Newcastle og køre nordpå med bil eller tog. Den nærmeste station er Berwick-upon-Tweed, hvor der kører taxaer eller busser til Lindisfarne fra.

Lindisfarne Priory med Lindisfarne Castle i baggrunden

Repton, Derbyshire i Midtengland: I Repton overvintrede de danske vikinger i år 873 med en stor hær på flere tusind mand. Den blev kaldt The Great Heathen Army i krønikerne og blev “berømt” for sin hærgen gennem England … Resterne er disse gamle, krigeriske danskere er for nylig blevet identificeret via de seneste DNA-testmetoder, for under en høj i præstegårdshaven ved St Wystan’s Church i Repton dukkede der for år tilbage en hel bunke knogler, kranier, Thors hamre og andet vikingegods op af mulden. Hele 260+ personer mener man ligger der, og det er første gang, man fysisk støder på The Great Heathen Army!

Hør den kendte, britiske historiker Dan Snow og forskeren Cat Jarman, der lavede DNA-analyserne på skeletterne, fortælle om fundet i Repton i denne podcast (20 min.). På Derby Museum i Derby nærved kan du se nogle af fundene fra Repton-gravene, bl.a. den tårnhøje vikingekriger, man fandt ved St Wystan’s Church. Derby var i øvrigt en af de fem danskerhovedbyer i vikingetiden – endnu en grund til at besøge byen, som man kan nå med tog fra London på få timer.

To be continued, da der er mange flere steder, hvor du kan opleve de danske vikinger i England tæt på! 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *