Posted in Afternoon tea

Magisk afternoon tea i London

I dag er det J.K. Rowlings tur til at runde et magisk hjørne, og derfor er jeg nødt til at tippe jer om en ny, fortryllende aktivitet i Londons Muggle-mylder: naturbageriet Cutter & Squidge’s Wizarding School of Alchemy i Soho nær Regent Street, hvor man nu kan deltage i en afternoon tea experience for alle sanserne i the Potion Room!

Her kan man gennem en 2½-times Potions Class bl.a. brygge sin egen interaktive Galaxy Juice med tårer fra en enhjørning, som efterfølges af en syv-retters menu med finger sandwiches, Butterscotch Biskies og Knickerbocker Bites. Hele herligheden koster £49.50, og du skal booke bord på forhånd.

Wingardium leviosa – denne afternoon tea skal nok få dig til at svæve!

Og nu man er derovre med sin spidse hat og kosten, bør man så ikke også overgive sig og prøve en tur down Memory Lane og Diagon Alley i Warner Bros. Harry Potter Studios nær Watford lidt nord for London?

Posted in Hoteller og kroer

Hotel-scoop i nord og syd

Hotellerne i UK er ikke helt lette at have med at gøre – med mindre man vil slippe en dulliard. Er du ligesom mig ude efter perler til en rimelig penge, kommer her et par forslag til sommerens eventuelle rejser i UK.

Sir Walter Elliot’s House i Bath er en af de skønneste B&B’s, jeg har sat mine anglofile fødder i so far. Det ligger en lille smule uden for bymidten, men man har så til gengæld fornøjelsen af at være nødt til at spadsere ned ad Pulteney Street. Den lange gade ligger inde med en sand perlerække af mageløse, georgianske huse fra 1700-tallet. Er man en sand beundrer af Jane Austen – eller Janeite, som det hedder på engelsk – kan man også glæde sig over at blive næsten-nabo til hende, for Jane, hendes søster Cassandra og deres forældre boede i 4 Sydney Place i tre år. Sir Walter’s Elliots B&B ligger på adressen 95 Sydney Place, lige i nærheden.

Værelserne er smagfuldt indrettet, og værtsparret er virkelig søde. Man spiser morgenmad i det lille conservatory lige uden for deres køkken, og jeg glæder mig allerede til at skulle tilbage! Og åh jo, forresten – BBC har også været her, for “Persuasion”, Austens sidste roman af seks, blev filmet i Sir Walter’s daglig- og spisestue, for huset er fra 1810 og emmer af empire!

I den anden ende af landet kan du også bo standsmæssigt på The Royal Scots Club i Edinburgh. Hotellet er et af de overnatningssteder i UK, der lover holder, hvad det lover, og du får god valuta for pengene her. Princess Anne er endda protektor for The Royal Scots Club, der, som navnet siger, ud over at være et hotel også er en klub, hvor civiliserede briter kommer og spiser frokost og middag 🙂 (beware – mændene skal huske at have jakke på i restauranten). De må så leve med at have os turister i nærheden.

Hotellet ligger 950 meter fra Edinburghs bymidte, så man kan hurtigt til fods nå hen til alle de steder, der er værd at se. På hovedgaden Princes Street stopper den nye tram fra lufthavnen i øvrigt, så transporten til og fra The Royal Scots Club er ikke noget problem. Jeg var ret skotskternet af begejstring, da jeg havde boet på hotellet, for der er ikke noget som et hotel i UK UDEN gulvtæppe på badeværelset 🙂

Posted in Forfattere, Udflugter

Bidt af the Brontës?

Jeg glemmer aldrig, første gang jeg læste Charlotte Brontës roman “Jane Eyre”. En hel dag sad jeg klistret til den stakkels Janes rejse mod lykken, som var fuld af dystre detours, skumle slotte og rumsteren rundt i øde landskaber på Yorkshires vilde heder!

I år har du selv chancen for at træde ind i det medrivende, litterære univers, som søstrene Brontë var mestre i at skabe, når den mellemste søster Emily (1818-48) den 30. juli fylder 200 år. Det fejres nemlig i weekenden omkring fødselsdagen med forskellige forelæsninger og en jubilæumsudstilling i Brontë Parsonage, præstegården i West Yorkshire, hvor søstrene tilbragte en stor del af deres alt for korte liv. Jubilæet markeres dog også i resten af 2018 med løbende events og vandringer på Yorkshire-heden nær præstegården, så hold øje med websiden Bronte200, der har info om fejringerne af alle de kendte Brontë-børn og deres far frem til 2020.

Bronte

The Brontë Parsonage er i sig selv et besøg værd. Jeg var der i 2015, og den lille by Haworth, hvor præstegården ligger, er en tidslomme, hvor man levende kan forestille sig søstrene Charlotte, Emily og Anne og deres bror Branwell færdes i de stejle gader. Præstegården ligger helt på toppen af byens bakke med kirken, hvor Brontë-børnenes far Patrick var præst, lige overfor. Familien boede så at sige oven på kirkegården, og de usunde forhold forkortede levetiden drastisk for børnene, som alle kun blev mellem 29 og 38 år.

I byens tidligere apotek, som stadig er åbent for offentligheden som apotek og gift shop, hentede den udsvævende bror Branwell sine stoffer, mens han drak tæt på byens pub Black Bull, som stadig ligger i Haworths hovedgade.

Så er du i Yorkshire denne sommer, kan du mindes den begavede, men alt for tidligt afdøde families bedrifter her på kanten af verden ved Yorkshires vilde heder. Bor man i York, kan man f.eks. tage med tog til Leeds og videre derfra med regionaltog til landsbyen Keighley (tjek websiden Qjump for togtider), hvor man kan fange damptogsbanen Keighley & Worth Valley Railway, der stopper i Haworth. Efter en klatretur til toppen af byen venter Charlotte, Emily og Anne på dig.