Posted in Kongelige, Tudor

Tæt på the Tudors – og en adelig, svensk hofdame

Kender du den britiske TV-historikerdronning Lucy Worsley? (Nej, det er ikke hende på billedet ovenover 😉 ) Hvis ikke, så er det på tide at tjekke ind på Youtube og tjekke hende ud. Hun har i år fået en OBE – en Order of the British Empire – af Queen E, så hun er ikke hvem som helst. Lucy er midt i 40’erne og ikke bange for at ræse rundt i renæssancekjoler og teste alverdens historiske eksperimenter ud up front. Ingen stuffy, elderly historian der! 🙂

Tag f.eks. et sneak peek her, hvor Lucy bevæger sig ind i det kongelige Tudor-klædeskab (3:10 min.):

I det hele taget har Lucy gravet dybt i Tudor-skufferne gennem tiden og lavet et mindre hav af dokumentarer om hoffet på den tid – også dronning Elizabeth 1.’s fra perioden 1558-1603. Men en ting har Lucy endnu ikke fået øje på, nemlig en af dronningens interessante hofdamer – den adelige, svenske Elin Ulfsdotter Snakenborg! Men det er godt, for så kan jeg nå at skrive en bog om hende, inden den produktive Lucy får færten 🙂

Elin Ulfsdotter Snakenborg af Fyllingarum i Östergötland blev født ca. 1548/49. På invitation af Elizabeth 1. rejste hun i 1564 sammen med den svenske prinsesse Cecilia Vasa (1540-1627) til England. Prinsesse Cecilia var, hvad man kan kalde for en tidlig anglofil, for hun beundrede Elizabeth 1. grænseløst og havde lært sig engelsk af de udsendte, engelske hoffolk ved sin far Gustav Vasas hof hjemme i Sverige. Men der var også en anden dagsorden med besøget, for man ville gerne have afsat Cecilias bror, den senere Erik 14., til den engelske dronning.

“A Young Lady Aged 21” (ca. 1569) forestiller sandsynligvis Elin Ulfsdotter Snakenborg. Tate Gallery

Først efter en meget lang rejse på næsten et år gennem Finland, Polen, Tyskland og Frankrig nåede selskabet til Calais med en højgravid prinsesse Cecilia i spidsen – og her mødte et oprørt hav dem som en sidste hindring. Over kanalen kom de dog til sidst og nåede det forjættede London, som prinsesse Cecilia så længe havde drømt om at se. Man kan følge med på den dramatiske rejse gennem øjnene på den protestantiske præst James Bell, som ledsagede følget. I hans skildring fra 1565 åbenbarer den unge Elins senere liv ved det engelske hof og hendes hurtige opstigen i de sociale lag sig også.

Prinsesse Cecilias purunge hofdame blev nemlig forlovet og gift med den meget ældre Marquess of Northampton, William Parr (1513-71), som var bror til Henry 8.’s sidste dronning, Katherine Parr. Han faldt pladask for hofdamen og gjorde kur til hende med dyre gaver. Parret blev gift i Londons gamle kongeresidens Whitehall Palace i maj 1571, og selveste dronning Elizabeth overværede brylluppet. Elin blev nu kaldt ved den engelske version af sit navn – Helena. Få måneder senere døde William Parr dog, og Helena giftede sig igen i 1576 med en af dronningens hofkavalerer, Groom of the Chamber Sir Thomas Gorges (1536-1610).

Prinsesse Cecilia havde selv forladt England over hals og hoved i 1566 – hun var nemlig en Quicklåns-prinsesse og havde levet aldeles over evne med en enorm gæld til følge – men Helena blev, for dronningen havde fået øje på hendes loyale natur og påbød hende at blive sin hofdame. Hun blev kendt som “the Good Lady Marquess” og blev forfremmet til Gentlewoman of the Privy Chamber, en højt betroet stilling hos dronningen.

Helena og hendes anden mand var meget vellidte af Elizabeth 1., selv om dronningen fik teen galt i halsen, da hun fandt ud af, at de havde giftet sig i hemmelighed. Hun følte nemlig ikke, at Gorges-slægten var lige så fin som Parr-familien. Parret blev dog taget til nåde igen efter en kort tur i the Tower of London for Thomas’ vedkommende. Longford Castle i Wiltshire sydøst for London blev deres hjem, og huset eksisterer endnu og ejes i dag af the Earl of Radnor. Her voksede Thomas’ og Helenas otte børn op. Dronning Elizabeth gav dem desuden herresædet Sheen i Richmond nær London.

Longford Castle

På trods af det SMS- og emailfrie 1500-tal opretholdt Helena hele livet igennem kontakten til sin svenske familie, og hendes mand rejste i 1584 som udsendt for det engelske hof til Sverige for at møde dem. Thomas Gorges blev i øvrigt adlet i 1586, og det samme gjorde fire af hans og Helenas sønner senere. Familien levede blandt andet af Thomas’ post som forvalter af Hurst Castle på den engelske sydkyst – og var også heldige at få tildelt gods og guld fra et strandet skib fra den Den spanske armada!

Ved dronning Elizabeth 1.’s begravelse i 1603 var Helena “chief mourner” og indtog en vigtig plads tæt på dronningens kiste i processionen, hvilket viste hendes tætte bånd til dronningen. Men under den nye konge, James 1. (1603-25) var Helena ikke længere tilknyttet hoffet på samme måde som før, og hun trak sig tilbage til Longford Castle.

Helena malet i 1603

Helena døde som 86-årig i 1635 – en ren oldsag i datiden – mens Sir Thomas allerede var gået bort i 1610. Et overdådigt gravmonument blev opført i Salisbury Cathedral for dem af deres arvinger (Helena havde efter sigende hele 92 efterkommere ved sin død!). Jeg var selv inde og hilse på Helena og Sir Thomas i den imposante katedral sidste år.

Salisbury Cathedral

Da jeg stod foran deres store gravmæle, blev jeg lidt swept away ved at tænke på, at her lå en usædvanlig skæbne, som havde været helt tæt på en af 1500-tallets store personer og hele renæssanceræset ved det engelske hof. En, som faktisk havde gjort det, jeg altid selv har drømt om – nemlig at emigrere til UK og efterlade sine gener på britisk jord 🙂

Kommer du forbi Salisbury, bør du besøge katedralen og hilse på Helena og Thomas, som ligger helt oppe ved koret i venstre side og drømmer en evig drøm om England. I Salisbury kan du også besøge det velbevarede 1700-tals Mompesson House lige over for katedralen, som spillede en rolle i Emma Thompsons Jane Austen-filmatisering “Sense and Sensibility” fra 1995 – men det er en helt anden historie …

Helena og Thomas Gorges’ flotte gravmæle